Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Specialpædagogisk indsats på Vorbasse Skole

Specialpædagogisk indsats på Vorbasse Skole

På Vorbasse Skole arbejder vi for, at alle elever får mulighed for at deltage meningsfuldt i skolens faglige og sociale fællesskaber. Vores specialpædagogiske indsats tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og tilrettelægges så vidt muligt tæt på elevens klasse og den almindelige undervisning.

Støtte tæt på fællesskabet

Vi tror på, at elever udvikler sig gennem deltagelse i fællesskaber. Derfor foregår en stor del af vores specialpædagogiske støtte i klassen og i tæt samarbejde med de lærere og pædagoger, der kender eleven og klassefællesskabet.

Støtten kan have forskellige former og tilpasses løbende. Det kan eksempelvis være støtte til deltagelse i undervisningen, struktur og overblik, faglig udvikling eller sociale kompetencer.

Fleksible muligheder

På skolen har vi Lyspunktet for 0. til 5. klasse og Samlingspunktet for 6. til 9. klasse. Lokalerne er særligt indrettet til at kunne understøtte elever, der i perioder har behov for andre rammer omkring deres læring.

Eleverne har ikke nødvendigvis faste timer i lokalerne. De kan bringes i spil fleksibelt, når det pædagogisk giver mening, eksempelvis hvis en elev i en periode har brug for mere ro, fordybelse, struktur eller mulighed for at arbejde med bestemte faglige eller sociale kompetencer.

Et fælles ansvar

Den specialpædagogiske indsats er ikke adskilt fra skolens øvrige pædagogiske arbejde. Vi arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at elever gør det bedste, de kan, ud fra deres forudsætninger, og at det er de professionelles ansvar at skabe rammer, der giver gode muligheder for deltagelse og udvikling.

Derfor arbejder vi både med den enkelte elev og med de læringsmiljøer og fællesskaber, eleven er en del af.

Professionelt samarbejde

En god indsats kræver tæt samarbejde mellem skolens medarbejdere. Indsatser omkring den enkelte elev planlægges, følges og justeres løbende i samarbejde mellem relevante lærere, pædagoger og ressourcepersoner og, når det er relevant, i dialog med forældre og eksterne samarbejdspartnere.

Målet er, at støtten ikke bliver et mål i sig selv, men bidrager til, at eleven får bedre muligheder for at lære, udvikle sig og være en aktiv del af skolens fællesskaber.